Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kor for alle aldre

Kom og syng med os!

Vi har Spirekor, Børnekor, Juniorkor og Familiekor i Simeon-Sankt Johannes sogn. 

Til kor dyrker vi sangglæden. Hvert enkelt barn skal lære sin stemme at kende og blive trygge ved at folde den ud og opleve glæden ved at give sig hen i sangen. Til kor dyrker vi fællesskabet. For det vi oplever, når vi synger sammen er en samhørighed som går ud over almindelige skel og venskaber. I et kor bliver vi til en enhed. Vores stemmer klinger sammen og løfter hinanden til noget større end vi kunne lave hver for sig.

At være en del af et kor kan både være en rigtig stor oplevelse og en rigtig god opdragelse. Et kor er et forpligtende fællesskab, hvor hver en stemme er vigtig.

Det er gratis at gå til kor i kirken, men vi forventer et stabilt fremmøde.

Den nye sæson starter i begyndelsen af september og man kan tilmelde sig her på siden.

Familiekor

Familiekoret er for sangglade børn fra fem år og deres familiemedlemmer.
Korleder: Miriam Jensen
Sted: Simeons Kirke
Tid: Torsdage kl. 16.30-17.30

Tilmelding her:Tilmelding til Familiekoret

Er I flere i familien der kan lide at synge? Og ville I ønske at I havde mere tid sammen i hverdagen? Så kom til kor sammen!

I vores familiekor kan børn, forældre og bedsteforældre være sammen om noget alle kan lide. Man bliver opløftet og glad af at synge sammen og hvad er bedre end at dele det med dem man holder af!

Undervisningen foregår primært på børnenes premisser, men vi synger sange af mange forskellige genrer og udtryk. Årstidssange, børnesange, salmer og kanons og det hele bliver krydret med leg og bevægelse.

Det kræver ingen forudsætninger at være med andet end lyst til at synge og være sammen, og måske kan både børn og voksne lære noget nyt. For selvom det hele foregår som en leg arbejder vi seriøst med stemmeudvikling og musikalske grundbegreber.

Så kom og få en god oplevelse sammen med dit barn i en atmosfære af nærvær og leg og masser af musik!

Er du blevet nysgerrig? Det er ok at komme og prøve.

Bare kontakt Miriam på mj@km.dk eller 40280327

Spirekor

Spirekoret er for børn i 0.- 1. klasse 
Korleder: Miriam Jensen

Sted: Simeons Kirke
Tid: mandage kl. 14.00 – 15.10

TILMELDING:
Den kommende sæson starter mandag d.5/9. Der er desværre allerede fyldt op i koret, men I kan komme på venteliste ved at skrive til miriam på mj@km.dk

I spirekoret synger vi med hele kroppen, når vi danser og leger musikken ind med fagter og bevægelse. Vi skal bl.a. synge sjove og seje kanons og børnesange, danse til smukke salmer og årstidssange og lege rytmelege.
Spirekor er sjovt, men vi arbejder seriøst på at blive gode til at synge sammen, og derfor regner vi med et stabilt fremmøde og afbud, når der er forhindringer.
Vi optræder 3-4 gange om året (fastelavn, Lucia/jul, sommerkoncert), så vi får nogle gode oplevelser med at synge for andre.

Børnekor

Børnekoret er for børn i 2.- 3. klasse                        
Korleder: Miriam Jensen

Sted: Simeons Kirke
Tid: Torsdage kl. 14.00 – 15.00 

I kan tilmelde jer den kommende sæson her.


I Børnekoret synger vi stadig med hele kroppen. Gennem sjove opvarmningslege og sange arbejder vi stemmetræning og musikalsk bevidsthed, så stemmen kan udvikle sig sundt. Vi arbejder med rytmer og begyndende nodelæsning, så man også kan blive god til at lære nye melodier. Vi synger fortsat børnesange, kanons, årstidssange og salmer, men sangene bliver gravist sværere, med mere tekst, udtryk og flerstemmighed. Uanset repertoire er det først og fremmest glæden ved at synge i kor, der er i fokus.
Vi optræder 3-4 gange om året (fastelavn, Lucia/jul, sommerkoncert), så vi får nogle gode oplevelser med at synge for andre.

 

Juniorkoret

I kan tilmelde jeres barn her.

Juniorkoret er for børn i 4.-6. klasse
Korleder: Jens Rønn
Tid: Onsdage 15-16

I juniorkoret lægger vi meget vægt på, at få stemmen til at fungere godt og sundt.
Vi arbejder med at synge tostemmigt og efterhånden også trestemmigt og vi synger kanons.
Juniorkoret medvirker til udvalgte gudstjenester og særlige lejligheder.